Mine børn vil nok skrive under på, at tolerancen har været vigtig i min opdragelse af dem. Det har aldrig været et issue, det der med at lægge afstand til svage eller mindre grupper eller bedømme folk på, hvem og hvad de er, fortæller 49-årige Anders Agger. Foto: Daniel Emami Riis 27. Min mor var sygeplejerske og empatisk. Min far sad for bordenden og var skoleinspektør. Han fik to bøffer, og vi andre fik én bøf. Jeg er født i Bøvlingbjerg ved Lemvig og er vokset op i Juelsminde ved Horsens, fra da jeg var fem år. Da jeg gik i ottende klasse, blev jeg eksproprieret til Vestjylland, fordi min far sagde sit job op. Jeg er den yngste af tre brødre. Vi har haft to basisting i vores liv, som har betydet noget: Fodbold og musik. Jeg var jo det tynde øl, fordi jeg var den lille, men jeg blev slæbt med, når de manglede en til at få fodboldholdene til at gå op. Jeg var så tilpas god til at spille fodbold, at de gerne ville have mig med, men jeg var også altid ham, der tudede, når vi spillede. Vi tre brødre havde en fælles spolebåndoptager. Det er en sang, der sidder meget dybt i os. Så kan vi alle sammen huske, hvad der kom før, og hvad der kom efter på spolebåndoptageren. Den vigtigste værdi i min familie var tolerance. Jeg er vokset op i et udpræget kristent hjem, og mine forældre var flittige kirkegængere. Deres tolerance og næstekærlighed har fyldt rigtig meget, og jeg har aldrig hørt mine forældre fordømme befolkningsgrupper eller minoriteter. Salmebogen og højskolesangbogen var også vigtige i mit hjem. Og så kan jeg forestille mig, at hun i sin aftenbøn lige skal sikre alle otte børnebørn og tre børn, og det er enormt fint og rørende. Den omsorg er jeg vokset op med. Da mine brødre og jeg var børn, havde vi en fornemmelse af, at klassekammeraterne fik lov til at gå mere i biografen og være længere oppe end os. Vi skulle være i de der stribede pyjamasser klokken halv ti, og hvis der var gæster, skulle vi ikke sidde oppe og gøre os til. Så det var et hjem præget af nogle stringente holdninger. Jeg har et tæt forhold til mine brødre. Min ældste bror Henrik har altid taget sig af os. Han har været lidt en faderfigur. Når min mellemste bror Lars og jeg var på røven i gymnasiet, så havde han altid 300 kroner, som vi kunne gå ud at spise for med vores kærester. Lars og jeg var de mindste, og det er nok ham, jeg griner mest med. Vi har en meget subtil form for humor, som vi dyrker over lang tid. Jeg er tæt knyttet til ham, selv om han bor i Canada, og selv om der kan gå lang tid mellem, at vi taler sammen. Jeg holder de mest verdslige fester i min familie, og mine forældre accepterer, at der er venner og høj musik og masser af øl og rom på bordet. Men hvis vi holder den ved mine forældre, så er det typisk med en stor middag, som min mor har lavet. Og så sidder vi der. Så er det maden, det handler om. Det er en form for familienadver, og min far sidder stadig for bordenden. Vi boede i Juelsminde, hvor man kunne tage noget så mærkeligt som tysk fjernsyn. For mig var det lykken at se Das Actuelle Sportsstudio lørdag aften. Så sad vi alle sammen der og så tysk bundesligafodbold, og min mor havde lavet tunsalat, og der var noget helt vildt grundlykkeligt over det. Der var vi sammen. Mine børn vil nok skrive under på, at tolerancen har været vigtig i min opdragelse af dem. Det har aldrig været et issue, det der med at lægge afstand til svage eller mindre grupper eller bedømme folk på, hvem og hvad de er. Jeg har også givet generøsiteten videre. Det handler ikke om at have en masse ting, men om godt at ville dele noget med nogen, når man har noget at dele. Og så er mine børn velopdragne. De møder folk med et åbent sind, og det håber jeg, at jeg har givet dem med. Kristeligt Dagblad har spurgt en række danskere, hvilke værdier der har været med til at forme dem og deres familie. Han er 49 år og bor i Ringkøbing. Anders Agger er papfar og far til tre voksne børn på 35, 32 og 24 år.